Wordfil med vedtægterne

Formål
Medlemskab
Bestyrelse
Sekretariat
Økonomi, regnskab og revision
Generalforsamling
Vedtægtsændringer
Opløsning
Tegning og hæftelse

Formål

§1
Selskabet har til formål:

at bidrage til belysning af den medicinske prioriterings problemer ud fra faglige, etiske og samfundsmæssige synsvinkler og

at bidrage til oplysning af befolkningen om den medicinske prioriterings karakter og problemstillinger.

Det skal ske gennem:

mødevirksomhed, som bringer selskabets medlemmer personligt sammen til drøftelse,

indsamling, studium og bearbejdelse i arbejdsgrupper af relevant litteratur samt ved at udnytte, fremme og initiere videnskabeligt funderede analyser af prioriteringsproblemer på forskellige beslutningsniveauer,

skabelse af debat om medicinsk prioritering ved afholdelse af seminarer, symposier, konsensus- konferencer o.lign. og ved udfærdigelse af indlæg i nyhedsmedierne og

støtte til udgivelse af resultater af selskabet arbejde til formidling af udenlandske arbejder og til udgivelse af andet relevant materiale i en form, som gør det egnet til en bred offentlig debat.    

til toppen

Medlemskab

§2
Som medlemmer kan optages læger, sundhedspolitikere og disses nærmeste administrative rådgivere samt enhver anden, der kan støtte realiseringen af selskabets formål.

Anmodning om optagelse i selskabet rettes til bestyrelsen, der kun kan nægte optagelse, hvis 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor.

Ved sin stillingtagen kan bestyrelsen tillægge det vægt, at selskabet bør have en arbejdsdygtig størrelse og en afbalanceret sammensætning med hensyn til faggrupper m.v.

I tilfælde, hvor bestyrelsen nægter optagelse af et medlem, skal spørgsmålet forelægges den følgende generalforsamling, dersom den pågældende ønsker det.        

§3
Kontingentet fastlægges hvert år på generalforsamlingen. Kontingentet betales ved indmeldelsen. Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren senest 1. november til den følgende 1. januar.
   

§4
Æresmedlemmer kan udnævnes af generalforsamlingen på bestyrelsens forslag. De betaler ikke kontingent
 

til toppen

Bestyrelse

§5
Selskabets arbejde ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, der vælges på en generalforsamling. Bestyrelsens medlemmer vælges for to år og kan genvælges.

Valg af bestyrelse foretages, hvor der er opstillet flere, end der skal vælges, ved skriftlig afstemning. På hver stemmeseddel anføres lige så mange forskellige kandidatnavne, som der skal vælges bestyrelsesmedlemmer. Stemmesedler, der rummer færre eller flere navne, anses som ugyldige.

De opstillede kandidater betragtes som valgte i rækkefølge efter stemmetal, idet bestyrelsen dog skal bestå af mindst ét medlem, der tilhører gruppen af læger, mindst ét medlem, der tilhører gruppen af sundhedspolitikere, mindst ét medlem, der tilhører gruppen af disses nærmeste administrative rådgivere, samt mindst ét medlem, der ikke tilhører nogen af disse tre grupper.

Kandidater, der ikke opnår valg, betragtes som suppleanter i rækkefølge efter stemmetal, idet foranstående regel om fordeling af bestyrelsesposter mellem de forskellige medlemsgrupper finder tilsvarende anvendelse.

Bestyrelsen, der konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen, vælger ved afstemning blandt sine medlemmer en formand, en næstformand, en sekretær og en kasserer.

Formand og næstformand skal vælges blandt de bestyrelsesmedlemmer, der tilhører grupperne sundhedspolitikere, disses nærmeste administrative rådgivere og læger.

Hvis formanden tilhører gruppen læger, skal næstformanden vælges blandt grupperne sundhedspolitikere og disses nærmeste administrative rådgivere og omvendt.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden finder det fornødent, eller når mindst tre bestyrelsesmedlemmer kræver det. Dagsordnen skal angives.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når fire eller flere medlemmer inklusive formanden eller næstformanden er til stede. I tilfælde af stemmelighed gør formandens - i hans fraværelse den fungerende formands - stemme udslaget.

Sekretæren fører protokol over forhandlingerne på bestyrelsens møder, og protokollen underskrives af vedkommende i forbindelse med formanden eller den fungerende formand.  

til toppen

Sekretariat

§6
Bestyrelsen træffer nærmere beslutning om varetagelse af selskabets sekretariatsforretninger, kontingentopkrævning og lignende.
 

Økonomi, regnskab og revision

§7
Selskabets virksomhed finansieres ved medlemskontingent, mødegebyrer o. lign. samt tilskud i den udstrækning, sådanne kan opnås.

Selskabet regnskabsår er kalenderåret.

Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af to blandt medlemmerne uden for bestyrelsen valgte revisorer.

Revisorerne og en suppleant vælges på generalforsamlingen for et år ad gangen.

Selskabets formue anbringes i et anerkendt pengeinstitut og bør så vidt muligt være rentebærende.

til toppen

Generalforsamling

§8
Den årlige ordinære generalforsamling afholdes i tiden 1. marts til 31. maj.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal indkaldes, når mindst 20 medlemmer med angivelse af dagsorden skriftligt forlanger det, i sidste tilfælde senest månedsdagen efter begæringens modtagelse.

Generalforsamlingen indkaldes med angivelse af dagsorden ved en af selskabet udsendt meddelelse til medlemmerne med mindst 30 dages varsel for en ordinær og 14 dages varsel for en ekstraordinær generalforsamling.        

§9
Generalforsamling er i alle selskabets anliggender dettes højeste myndighed inden for de af vedtægterne fastsatte grænser.
 

§10
Generalforsamlingens forhandlinger ledes af en af generalforsamlingen valgt dirigent.

På den ordinære generalforsamling

- aflægges beretning om virksomhedens i det forløbne virkeår,

- fremlægges til godkendelse det reviderede regnskab,

- behandles indkomne forslag, som skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage inden generalforsamlingen,

- foretages valg af bestyrelse, revisorer og revisorsuppleant.

Afstemning sker skriftligt, når blot et tilstedeværende medlem ønsker det.

Indkaldelse af generalforsamlingen skal indeholde meddelelse om, hvilke bestyrelsesmedlemmer, der afgår i henhold til vedtægterne, hvilke der er villige til modtage genvalg, samt hvilke af selskabets medlemmer bestyrelsen foreslår nyvalgt. Eventuelle andre forslag til valg til bestyrelse skal være denne i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

Afstemning kan kun finde sted om de på dagsordenen opførte forhandlingspunkter samt om ændringsforslag til disse.

For at afgive stemme på generalforsamlingen kræves personlig nærværelse.

Ved afstemning gælder i al almindelighed simpel stemmeflerhed, jf. dog §§ 11 og 12.

For at være stemmeberettiget på generalforsamlingen skal man have været medlem i mindst tre måneder. Der tilkommer hvert medlem én stemme.  

til toppen

Vedtægtsændringer

§11
Til ændring af selskabets vedtægter samt til optagelse af æresmedlemmer kræves mindst 2/3 majoritet af de afgive stemmer.              

til toppen

Opløsning

§12
Til selskabets opløsning kræves mindst 2/3 majoritet af samtlige af selskabets medlemmer.

Er 2/3 af medlemmerne ikke til stede ved generalforsamlingen, kan bestyrelsen - senest 30 dage efter - indkalde til en ny generalforsamling, hvor opløsningen kan vedtages med 2/3 af de tilstedeværendes stemmer.  

I tilfælde af selskabets opløsning træffer generalforsamlingen beslutning om anvendelse af selskabets formue, dog således at selskabets formue skal anvendes til almennyttigt formål, fortrinsvist et formål, der er beslægtet med nærværende selskabs formål.  

til toppen

Tegning og hæftelse

§13
Selskabet forpligtes ved underskrift af tre bestyrelsesmedlemmer, hvoraf det ene skal være formanden eller næstformanden.

Formanden kan meddele selskabets kasserer fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale indgåede forpligtelser.

Selskabet hæfter kun for sine forpligtelser med den til selskabet en hver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke selskabets medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

www.medicinskprioritering.dk

 
 
Webeditor Lars Linnet; Webmaster Bitten Dahlstrøm